topbanner billede

Wiser FAQ

Hvorfor ser vi nu et nyt smart home-produkt fra Schneider Electric, når IHC allerede eksisterer?

IHC bliver forhandlet af Lauritz Knudsen og eksisterer kun i Danmark. Samtidig er Lauritz Knudsen en del af Schneider Electric, som er en international virksomhed, der udvikler globale produkter. I en dansk kontekst betyder det, at vi får glæde af organisationens store volumen og mulighed for at udvikle nye, smarte produkter. Derfor tilbyder vi nu to smart home-løsninger i Danmark – men to meget forskellige af slagsen.

Helt overordnet er forskellen, at IHC er et relativt komplekst system, som primært er relevant ved nybyggeri eller større renoveringer. Wiser er derimod et mere simpelt og fleksibelt system, som nemt kan tilpasses af slutbrugeren og løbende udbygges efter behov.
Derudover er Wiser baseret på en åben protokol ZigBee 3.0, hvilket betyder, at Wiser-komponenter ikke er låst til Wiser-systemet. Dermed kan andre udbydere tage Wiser-produkter med i deres systemer, hvis de ønsker det.


Hvad kommer der til at ske med de danske familier, der har IHC installeret? Vil de nu være nødt til at skrotte deres system?

De mange brugere af IHC kan være helt trygge, for vi har ingen planer om at tage systemet af markedet. Der er tale om to forskellige løsninger, som virker uafhængigt af hinanden og har forskellige funktioner. Vi er i gang med at undersøge, om det er muligt at forbinde IHC og Wiser, så kunder med IHC kan koble Wiser-produkter til deres system eller omvendt. Under alle omstændigheder vil vi fortsat yde support på IHC, ligesom vi fortsat vil have produkter og reservedele på lager.

I virkeligheden er der ingen grund til at sammenligne de to systemer direkte, for de henvender sig til to vidt forskellige målgrupper og scenarier. IHC er den store og relativt omfattende løsning, der er relevant i forbindelse med nybyggeri og større renoveringer, mens Wiser er placeret decentralt i hjemmet, hvilket betyder, at løbende ændringer og justeringer ikke kræver udskiftning af komponenter i eltavlen. Wiser er derfor ikke kun relevant i forbindelse med nybyggeri, men også ved mindre renoveringer af elinstallationer.

IHC har haft visse udfordringer i forhold til programmering. Kan vi forvente det samme med Wiser?

Der er tale om to selvstændige smart home-systemer med forskellige funktioner og forskellige formål. Derfor giver det ikke mening at sammenligne systemerne direkte.
IHC er et relativt komplekst system, hvor det er muligt at ændre i samtlige indstillinger. Selv standardopsætningen i funktionsblokke kan ændres. Derfor kræver det en del viden og erfaring med IHC, hvis elektrikeren skal kende produktet ned i alle detaljer. Samtidig har IHC funktioner, som Wiser ikke har – for eksempel hustilstande og alarmer med sirener. Så på mange måder er det naturligt med et mere udfordrende system, fordi det har tilsvarende flere funktioner og mulighed for tilpasning end Wiser.

Med Wiser får man i langt højere grad en fleksibel standardpakke, som man selv kan sammensætte og udbygge efter behov. Wiser er ekstremt brugervenligt og meget nemt at installere for elektrikere – det kræver ingen tykke manualer.

På hvilken måde er Wiser smartere end andre eksisterende smart home-systemer?

Det smarteste ved Wiser er nok, at løsningen udfylder et hul i markedet, hvor der ingenting er i dag. I den ene ende af produktskalaen findes de løsninger, som primært er relevante i forbindelse med gennemgribende renoveringer af boligen, for eksempel vores eget IHC. I den anden ende af skalaen har vi Philips Hue og Ikea Trådfri, som kan installeres af brugeren selv. Wiser lægger sig lige midt imellem de to eksisterende produktgrupper. Systemet er lidt mere begrænset end den professionelle løsning, men til gengæld er det en æstetisk flot løsning, der integreres i den eksisterende elinstallation, og som er meget nemt at installere og bruge – og samtidig noget mere avanceret end gør-det-selv-modellerne, hvor ekstrakomponenter tilkobles og forstyrrer indretningen.

Og når noget er nemt for kunden, vil det også være nemt for elektrikeren at sælge ind. På den måde er der i høj grad tale om et produkt til elektrikeren, også fordi systemet kan udbygges gradvist, hvorfor der løbende vil være behov for at skifte installationer.

 

Hvad mener vi med åben protokol?

For os er det vigtigt, at de, der anvender og installerer Wiser produkter, får en god brugeroplevelse, at det er let at bruge og at systemet altid fungerer. Vi har derfor valgt kun at supportere Wiser produkter på vores gateway. Det har vi gjort for at kunne stå inde for og supportere hele løsningen og ikke kun nogle dele af den. Samtidig mener vi, at produkter der er installeret i hjemmet, ikke bør låse kunderne til en bestemt leverandør. Vi har derfor valgt Zigbee-protokollen, som åbner for, at produkterne kan bruges sammen med andre løsninger fra andre leverandører med Zigbee gateways. Dette er med til at sikre en god brugeroplevelse for flertallet i vores eget Wiser system, mens de, der ønsker det, frit kan integrere og bruge produkterne i andre systemer. For nuværende kan Wiser integreres med Google Home og Amazon Alexa.


Zigbee 3.0 certificering – hvad betyder det?

Zigbee alliancen certificerer hardware og firmware implementeringen i forhold til bestemte parametre fx funktionalitet og parring. Det betyder at det er dokumenteret og testet at vores produkter følger standarden. Det betyder derimod ikke at alle ZigBee 3.0 produkter virker sammen ”out-of-the-box”. Men det gør det lettere for andre leverandører at integrere et certificeret Zigbee 3.0 produkt på deres Zigbee platforme. Derfor vil man også opleve at implementeringen i andre systemer for at virke 100% skal gøres af systemleverandøren. Dette kan man læse meget mere om på ZigBee Alliancens hjemmeside.


Fremtidssikret – Hvordan?

Det er ikke nogen hemmelighed at flere store spillere i markedet er gået sammen i en arbejdsgruppe under Zigbee Alliancen. Projektet hedder CHIP (Connected Home over IP). Medlemmer i arbejdsgruppen inkluderer blandt andet Apple, Amazon, Google, ZigBee alliancen og selvfølgelig også Schneider Electric. Målet med denne arbejdsgruppe er at lave en endnu mere standardiseret tilgang til funktionalitet på tværs af systemer og platforme, og gøre den ”royalty free”. I og med at ZigBee alliancen driver arbejdsgruppen forventer vi selvfølgelig at det giver gode muligheder for ZigBee produkter til at integrere endnu bedre og lettere.

 

Hvor ligger Wiser prismæssigt i forhold til andre smart home-systemer?

Det kommer an på, hvad man sammenligner med. Hvis det handler om komponenter, ligger Wiser på niveau med IHC Wireless. Handler det om den samlede installationspris og uddannelsen af slutkunden vil der være penge at spare i forhold til mange andre smart home-systemer, ikke mindst fordi systemet er hurtigt at installere.

 

Der findes allerede billige alternativer på markedet i form af produkter, der også har fokus på brugervenlighed og gør-det-selv. Hvorfor skal man vælge Wiser over disse løsninger?

Man skal vælge Wiser, fordi det kan mere end mange af de andre billige alternativer. Wiser har desuden den fordel, at systemet er kompatibelt med FUGA, som er den mest udbredte installation i danske hjem. Alene af den grund er det let for slutbrugeren at gå i retning af det intelligente hjem via Wiser. Med Wiser vil man kunne styre alle sine lyskilder – også I de indbyggede moduler – og på sigt vil man blandt andet også kunne automatisere varme-, alarmsystem og elforbrug. Det hele vil være til glæde for familiens komfort og pengepung – og ikke mindst for klimaet.

 

Er det overhovedet en fordel for elektrikeren, at Wiser er så let at installere, at slutbrugeren angiveligt kan gøre det selv?

Vi appellerer til, at elektrikeren i højere grad end tidligere påtager sig en rådgivende rolle, for det er ikke alle kunder, der tør at rode med installationer i væggen, selv om de gerne må. Men supportdelen bliver væsentligt mindre med Wiser sammenlignet med mange andre smart home-systemer. Det vil være den primære fordel for elektrikeren foruden et stærkt salgsargument over for slutbrugeren. Derudover er det en fordel, at systemet kan udbygges gradvist. Det betyder, at det vil være nemt at imødekomme individuelle behov, og at der vil være en løbende efterspørgsel på at skifte installationer og dermed en oplagt mulighed for mersalg.

 

På hvilken måde er Wiser klimavenlig? Bruger diverse smarte funktioner ikke strøm på døgnbasis, hvilket modarbejder de energibesparelser, der sigtes imod?

Det er rigtigt, at hver gang man gør brug af en intelligent funktion som for eksempel lysstyring, så bruger den funktion selvfølgelig noget energi. Til gengæld er de intelligente funktioner netop med til at skabe energibesparelser, fordi de for eksempel kan forhindre, at brugeren glemmer at slukke lyset, eller at varmen buldrer derud af, mens man ikke er hjemme.

I sin nuværende form er Wisers potentiale i forhold til energibesparelser begrænset, men nogle af de kommende funktioner som varmestyring og forskellige former for energimåling kommer virkelig til at rykke ved energiforbruget. I løbet af 2021 vil det ligeledes bliver muligt at visualisere sit energiforbrug via Wiser, og det ved vi af erfaring har stor indvirkning på energiforbruget.

Allerede nu er dog også klare energibesparelser forbundet med Wiser, når vi sammenligner med andre lettilgængelige smart home-systemer fra for eksempel Ikea og Philips Hue. I de nævnte systemer er standby-forbruget på op til 0,5W i hver enkelt smart pære, og hvis man gør brug af for eksempel 20 eller 30 pærer, kommer energiforbruget hurtigt ret højt op. Wiser gør til gengæld kun brug af én intelligent lysdæmper, som er integreret i systemet. Den bruger kun 0,4W i standby-strøm, så her kan forskellen i energiforbruget faktisk blive ret stor.  

Et andet og mere simpelt eksempel handler om brugen af bevægelsessensorer. I mange hjem bliver der ofte ikke slukket for lyset rundt omkring i huset. For eksempel kan det være svært at få børn til at huske at slukke lyset på deres værelser, og mon ikke vi alle sammen ind imellem også glemmer at slukke for lys og diverse elektriske apparater andre steder i hjemmet. Hvis alternativet til brugen af bevægelsessensorer er, at lyset brænder uden grund, er der klart et energibesparelsespotentiale forbundet med brugen af sensorer.

Derudover giver det selvfølgelig klimamæssig mening med en afbryder, der slukker for al hjemmets standby-forbrug. Undersøgelser viser, at standby-forbruget i sig selv udgør 10-15 procent af elforbruget i et gennemsnitligt dansk hjem. Der er også en masse sikkerhed forbundet med den mulighed. Er du for eksempel i tvivl, om du har husket at slukke for kaffemaskinen eller strygejernet, kan du på sigt gøre det nemt via Wiser-appen.  

 

Er Wiser overhovedet klimavenlig i sin nuværende form, hvor produktet endnu ikke er komplet?

Ja, det er der mange eksempler på. Mange gør for eksempel brug af ventilatorer, der skal tændes og slukkes manuelt og derfor kører, lige fra familien har taget bad om morgenen, til de kommer hjem om eftermiddagen. Med Wiser kan man i stedet lave en indstilling, der automatisk slukker for ventilatoren, når fugten i badeværelset rammer et acceptabelt niveau. Det skaber i sig selv en energibesparelse. En anden klimavenlig funktion er en vandlækagesensor. Det er ikke ualmindeligt, at et rør kan sprænge og skabe lækager i for eksempel en opvaskemaskine, men med Wiser opdager man både selve vandskaden med det samme og undgår dernæst, at vandet fosser ud i flere timer. Den slags er hører jo også til i kategorien energispild.

Men det er i systemets fremtidige funktioner, at de største energibesparelser vil være at finde. For eksempel varmestyring og forskellige former for energiovervågning kommer virkelig til at rykke ved energiforbruget. Så bliver der i høj grad tale om et værktøj, som danskerne kan bruge til at gøre en forskel, hvad angår udledningen af CO2.

Schneider Electric indtager førstepladsen på Global Knights’ Global 100 index over verdens mest bæredygtige virksomheder anno 2021. Det ligger også rigtig meget på sinde at være med til at vise danskerne en vej igennem klimakampen. Vi har alle et ansvar for at gøre en indsats, og det er ikke nok at læne sig tilbage og se i retning af politikere og virksomheder.


Hvorfor introduceres Wiser på et tidspunkt, hvor alle funktioner endnu ikke er tilgængelige?

Vi introducerer Wiser nu, fordi vi oplever en stor efterspørgsel på netop denne type produkt, som primært er relevant for den eksisterende bygningsmasse, og hvor man kan starte i det små og udbygge systemet gradvist.

Det er i virkeligheden en af de helt store fordele ved Wiser; at man ikke behøver at beslutte sig for hele installationen med det samme, men kan bygge systemet langsomt op ad flere omgange, efterhånden som familiens behov forandrer sig. I det hele taget er markedet for smart home-løsninger i rivende udvikling, så vi ser en oplagt mulighed for at hjælpe elektrikere til at blive frontløbere og rådgivere for slutkunderne, og derfor har vi valgt at introducere produktet nu. Der er simpelthen brug for det.


Hvor stor er risikoen for, at Wiser bliver hacket, så kunder får stjålet eller misbrugt personlige oplysninger?

Der er rigtig god grund til at passe på sig selv og sit privatliv i takt med, at flere og flere af hjemmets produkter og installationer bliver intelligente og forbundne. Også selv hvis man umiddelbart tænker, at man ikke har noget værdifuldt at skjule.

Forbrugerrådet Tænk testede i 2020 it-sikkerheden for smart homes i Danmark og konstaterede, at den ikke ligefrem var i top. Derfor er det vigtigt for os at pointere, at prioriteringen af cybersikkerhed har været ekstremt høj igennem hele udviklingsperioden af Wiser.

Wiser er skabt ud fra et forsigtighedsprincip om at sikre den størst mulige modstandsdygtighed over for cybertrusler og udviklet ved at anvende de strengeste tilgange, politikker og metoder. Vi kører altid de hårdeste test og justeringer på vores Wiser-app, produkter og services, og resultatet er, at Wiser er et af de sikreste smart home-systemer på markedet.

Når man gør brug af enheder, der er forbundet via Internettet, kan der imidlertid opstå trusler mod det netværk, man benytter. Derfor er det også vigtigt, at brugeren sørger for at benytte de sikkerhedsindstillinger, der findes på deres mobil eller tablet og er omhyggelig med at vælge gode passwords.

Wiser tilslutnings teknologi


Er Wiser sikker?

Schneider Electric har etableret Global Security Lab, som en uafhængig enhed for at sikre årvågenhed mod de nyeste trusler og muliggøre forsvar mod cyberangreb. Vores avancerede sikkerhedssystemer, der fungerer mellem Wiser-produkter i hjemmet, Wiser App og cloud-tjenester, bruger den samme krypteringsteknologi som banker for at beskytte slutbrugerdataene. Wiser-appen og al software opdateres løbende for at holde sig foran enhver potentiel sikkerhedstrussel. Schneider Electric bruger ikke slutbrugerens personlige data til andet formål end at forbedre den leverede service og support. Brugerdata deles ikke med tredjeparter.


Hvad sker der hvis min internetforbindelse går tabt?

Wiser vil fortsætte med at virke normalt, hvis din internetforbindelse går tabt. Appen vil også fortsætte med at virke derhjemme, hvis skyforbindelsen mistes.

 

Wiser energistyring

Er Wiser energistyring kompatibel med alle afbrydere på markedet?

Ja, Wiser Energy Management er kompatibel med alle afbrydere på markedet.


Understøtter Wiser Energy Management både brutto- og nettomåling til solproduktion?

Ja, Wiser energistyring understøtter både brutto- og nettomåling.

Er Wiser energistyring kompatibel med trefaset installation?

Ja, Wiser energistyring er kompatibel med trefaset installation.


Hvad sker der hvis min internetforbindelse holder op med at virke?

Hvis din internetforbindelse holder op med at virke, modtager du en besked på din smartphone. Systemet vil fortsat registrere dit energiforbrug og din produktion i de følgende 28 dage.

 

Lysstyring

Har jeg brug for Wi-Fi for at styre mine Wiser-enheder?

Uden Wiser Gateway:

Uden Wiser Gateway: Hvis dine enheder styres via Wiser-appen eller via en anden tilsluttet enhed (f.eks. En switch med en puck), er der ikke behov for Wi-Fi, da kommunikationen sker via det forbundne kabel.

Med Wiser Gateway:

Wi-Fi er kun nødvendigt, når du vil kontrollere dine Wiser-enheder via din smartphone. Hvis du kun styrer enhederne direkte, er Wi-Fi ikke nødvendigt, da kommunikationen mellem Wiser Gateway og de tilsluttede enheder sker via ZigBee.


Kan jeg styre
mine Wiser-enheder fra flere smartphones eller tablets?

Ja, du kan styre hver Wiser-enhed fra op til 10 forskellige smartphones eller tablets.


Kan jeg styre mine enheder fjernt, når jeg ikke er hjemme?

Ja, for at gøre det, er det nødvendigt at have Wiser Gateway. Den modtager fjernforespørgsler og sender dem til de tilsluttede enheder.